Opstaldning / undervisning / ridning af heste / trailerlæsning

Team Ooms Ridecenter

 

 

 

Et nyt år er begyndt.......

                     - og det gamle sluttede med den årlige juletur til Vester Åby, hvor der blev sagt God Jul til alle som de juleklædte heste og ryttere mødte på deres vej. Dag´li Brugsen tog godt imod og bød på en lille forfriskning inden turen gik hjemad igen.

Indtil dato, som er d. 17/1 2016, har vejret budt på regn og rusk - men nu kommer frosten. Det lavede TV2 Fyn et lille indslag om, og var derfor en tur forbi Team Ooms Ridecenter, hvor Gitte kunne fortælle om en af de daglige udfordringer med frostfrit vand til hestene..

 

 

 

Velbesøgt elevstævne......

D. 9 april blev årets første elevstævne afholdt. Det var en hyggelig formiddag, hvor ryttere mødte op i deres fineste ridetøj og glædede sig til at vise deres kunnen. Mange var mødt op for at kigge med og som vanligt havde de lokale været generøse med sposor gaver, så tak til:

  • DH. Reklame Broderi
  • Murermester Palle Jensen
  • Konnerup og Co
  • Andelskassen
  • Stofmøllen i Aastrup

 

 

Hjemmeside i 3 år...

Team Ooms Ridecenters hjemmeside har d. 22 maj 2016 været i gang i tre år. Og mange er interesseret i at kigge med, for det sidste år har der været 45.626 klik, og det er 578 flere end året før.

Det er dejligt at der er så stor interesse for det lille ridecenter i Pejrup - vi har det nu også rart sammen med både mennesker og heste. 

 

Hyggeligt elevstævne..

Solen skinnede og mange var mødt op til endnu et vellykket elevstævne. Rytterne bliver bedre og bedre, og sidder alle med rank ryg og viser deres kunnen på hesteryg.Tak til alle som kom og kiggede og tusinde tak til alle de som gav en hånd med - så går det hele lidt nemmere. 

Tak Aastrup Stofmølle, Højlund Mølle og Bjk Jagt-og rideudstyr for de fine sponsorgaver.

 

 

Flotte resultater til Team Ooms ryttere...

Fire Team Ooms ryttere, hvoraf de tre af dem har part på en af Team Ooms ponyer, har i weekenden d. 4-5 juni 2016 været en tur til D-stævne i Svanninge-Millinge Rideklub. De kan med rette være stolte af dem selv, for de gjorde det rigtigt godt - så stort  tillykke til jer alle....

Resultater for rytterne kan ses her, hvor der også kan ses resultater for andre af Team Ooms ryttere.

 

 

Åbent hus hosTeam Ooms Ridecenter

Søndag d. 19 juni 2016 kl. 11.00-14.00 inviterede vi nye og "gamle" hesteinteresseret til at komme og se stedet og dets mange muligheder.

Og det var nogle hyggelige timer, hvor der blevet redet på ponyer, og flere børn vil nu gerne går til ridning, Stalden og de fine udenomsarealer blev vist frem og så blev der drukket kaffe og småsludret om løst og fast.

Nu går vi sommerferien i møde, med ridelejre og lidt ferie. Og så startes der op igen i august.

 

 

 

 

Ni piger hyggede sig ved årets første ridelejr.

I uge 26 viste vejret sig ikke fra sin bedste side hver dag, men der blev alligevel redet både dressur, spring og ponygames. Der blev hygget om hestene og pigerne fandt selv på at ride ponygames og springe, uden hest, og det var de helt gode til.

Fredag blev alle afhentet og det var vist nogle meget trætte, men tilfredse piger der kunne tage hjem efter en uge med en masse ridning, mange nye indtryk og ikke mindst ny viden.

 

 

 

Ponyridning ved markedsdag.

Gårdbutikken Dyrenes Verden i Svanningehuse holdt markedsdag lørdag d. 2. juli og her var Team Ooms Ridecenter også med. 

Det var nogle hyggelige timer, hvor børn kunne få sig en tur på hesteryg, og markedet var godt besøgt og bød på lidt af hvert, blandt andet vinsmagning, modeopvisning og Jagthunde opvisning.  

 

 

 

 

Tolv piger deltog i årets anden ridelejr......

Som på den første ridelejr, gik ugen med en masse ridning blandt andet voltigering og en dagstur ud i det blå.

Der blev overskredet grænser og prøvet nye ting, og mon ikke det var nogle godt trætte piger der tog hjem fredag eftermiddag.

Gitte fik god hjælp af Anne-Mette Jorck-Jorckston i både uge 26 og 27 og Caroline Løfqvist gav en hånd med i uge 27.

Og forældre var rigtig søde til at bage, lave mad mm. ved begge ridelejre.

Tak for hjælpen til jer alle.

 

Elevstævne i solskin.

Solen var så venlig at skinne d. 3 september 2016, da Team Ooms Ridecenter havde inviteret til elevstævne. 

Som vanlig var der stor tilslutning og mange kiggede med, da rytterne viste deres kunnen frem. Der var flotte sponsorpræmier fra Muremester Palle Jensen, Konnerup og Co., Andelskassen og Gårdbutikken Dyrenes Verden, og de præmier gør stor glæde.

Som en der står på sidelinien og kigger med, kan jeg se hvor meget rytterne rykker sig fra gang til gang - man kan tydelig se at rytterne vil ridningen og gerne vil lære. Så stort tillykke til jer alle og stor tak til de som gav en hånd med, jeres hjælp er uvurderlig.

 

Holdridning om mandagen.

Gitte åbner nu op for holdridning om mandagen, da hun har besluttet ikke at tage til Ærø og undervise mere. Hun har dog stadigvæk en godt samarbejde med Ærø Rideklub og Team Ooms Ridecenters elevstævner vil fortsat være under Ærø Rideklub.

Der er nu plads til flere holdryttere, så kontakt Gitte på tlf. 2217 2674, hvis du er interesseret i at ride om mandagen - eller måske en anden dag.

 

 

Næsten ny bund i ridehallen.

Der er lagt ekstra bund i ridehallen, ikke fordi den gamle var dårlig, men den havde nu ligget i tre år og trængte til en opfyldning. De kom med læsset fredag d. 16. september 2016 og Kenneth Sejling Ooms jævnede og harvede den efter alle kunstens regler, så den blev plan og ensartet - det har han gjort det godt.

 

Flot resultat til Team Ooms rytter...

D. 2. oktober 2016 deltog Camilla Nicolajsen på  Elmelunds Dalton i Hubertusjagten på Tranekær Slot. I de smukke omgivelser gjorde de det helt godt - de vandt nemlig deres klasse hvor springene er omkring 90 cm, hvilket var de højeste spring.

Stort tillykke til Camilla og Dalton, som er dem der er miderst i billedet. 

Årets sidste elevstævne.

Team Ooms Ridecenter må have opført sig pænt hele året, for selvom datoen sagde 29. oktober, skinnede solen igen på den udendørs ridebane, da årets sidste stævne blev afholdt.

Atter en gang kom der mange og kiggede med, og der var hektisk aktivitet i stalden hvor ponyer blev pudset og poleret, fik flettet haler og man og rytterne fik talt om løst og fast - dog nok mest om heste og dressurprogrammer....

Der var en masse søde mennesker der gav en hånd med, så alle opgaver var dækket ind og tak for hjælpen til jer alle. Også en stor tak til alle de som er så venlige at give sponsorgaver, de gør stor glæde hos rytterne.

Som tilskuer og indimellem dommer synes jeg at det er dejligt at så mange kommer og kigger med, at der er så mange ryttere som deltager, og man kan virkelig se at de bliver bedre fra gang til gang. Så til alle ryttere - I gør det rigtig godt og I kan med rette være stolte af jer selv.

 

Flot resultat til Team Ooms rytter...

Kaja B. Johansen og Andy Wales har, d. 12/11 2016, opnået en meget fin og velfortjent 2. placering ved D-mesterskabet i Distrikt 7.

Deres første mål var at nå finalen efter fire kvalifikationsstævner og det lykkedes. At det så også endte med en 2.placering var flot..

Kaja og Andy bor til dagligt på Ærø, hvor Gitte har undervist i en årrække. Gitte stoppede på Ærø i august måned, men Kaja og Andy tager på ferie hos Gitte og får derfor stadigvæk undervisning. Når de er på visit i Pejrup er undervisningen mere intens og målrettet, så Kaja har noget at arbejde med hjemme indtil turen igen går til Pejrup.

Stort tillykke til Kaja, Andy og forældre - vi ved at det hele er lidt mere besværligt, når man bor på Ærø. 

- og Kaja fortsætter med at få fine resultater. D. 19/11 2016 blev Kaja Klubmester i dressur 2016 for Ærø Rideklub, Nr. 2 i Ærøcuppen med deltagelse i 6 af 7 mulige stævner (ÆRR & ÆNSR) og endelig fik Kaja Årets Fighterpokal i ÆRR. Endnu engang tillykke..

 

Team Ooms ryttere ønskede god jul....

Lørdag d. 3 december ønskede Team Ooms Ridecenter god jul til alle de mødte på deres vej fra Pejrup til Vester Aaby. Turen var tilrettelagt således at der var pause ved Dagli´ Brugsen, hvor Brugsuddeleren bød på småkager og varm+kold cacao og det gjorde godt. Videre gik turen til Plejehjemmet Lysbjergparken, hvor der også blev ønsket en glædelig jul til beboere og personale. 

Efter den hyggelige tur mødtes alle i ridehallen, hvor Årets Rytter i spring, Camilla Nicolaisen, og i dressur, Caroline Løfqvist, fik deres velfortjente pokal, en flot ærespræmie og fine rosetter. Stort tillykke til jer begge.

Juletræet blev der danset om og æbleskiver indtaget med stort velbehag, og pludselig stod selveste julemanden i hallen og han gjorde stor glæde hos store og små - ikke mindst det han havde i sækken var alle godt tilfreds med.

Stor tak til DH Reklame Broderi, BJK Jagt og Rideudstyr og Team Ooms Ridecenter for de flotte ærespræmier.

Også en tak til Daglig Brugsen i Vester Åby for forplejning under turen og tak til Helle Reher Olsen som gav hestevognsturen

En tak skal også lyde til julemanden, alle deltagere og hjælpere.

Tak for det år der er gået - vi har de nu hyggeligt og rart på det lille Ridecenter i Pejrup.

Der blev taget mange gode billeder, som kan ses herunder, og en kort video af Julemandens ankomst i ridehallen kan ses her.

 

Gitte Sejling Ooms, Pejrupvej 48, Pejrup, 5600 Faaborg, tlf. 2217 2674
Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk