Opstaldning / undervisning / ridning af heste / trailerlæsning

Team Ooms Ridecenter

 

Velbesøgt åbent hus...

Søndag d. 1. december 2013 slog vi dørene op for et åbent hus arrangement. 

Mange kom og fik sig en snak med Gitte og Kenneth i den nyopførte ridehal - der var mulighed for en ridetur på en pony, og havde man lyst til at se stalden, var man også velkommen der.

Tak for besøget til alle de som kiggede forbi - vi synes det var nogle hyggelige timer, sammen med hyggelige mennesker.

 

 

Reklameskilte..

Det er muligt at reklamerer for sin virksomhed, stor som lille - med et skilt i ridehallen. Man bekoster selv skiltet, og betaler et årligt beløb for at have skiltet hængende. Indtægterne fra skiltene vil blive indsat på en særskilt konto, hvor pengene vil gå til indkøb af ting, som alle der kommer på ridecentret vil få glæde og gavn af.

For yderligere information kan Gitte Sejling Ooms kontaktes. 

 

Team Ooms Ridecenter bluser og jakker med logo.

Ønsker man Ridecentrets logo på bluser eller jakker, skal man selv kontakte dh reklamebroderi. Dh reklamebroderi har en del "klubtøj", som man kan vælge imellem, men man kan også aflevere tøj man allerede har, og få logoet på det - det koster 165.- at få broderet på eget tøj.

 

Nyt underlag på stien op til foldene..

 

Efter regn kommer............mudder. Og det har der været meget af på stien op til foldene - men det er snart slut.. Gitte og Kenneth har brugt en november-weekend på at fjerne mudder og pløre, og har derefter lagt flis på stien. Så nu er der ikke mere brug for terrængående fodtøj, når hesten skal hentes.

Staldkatte...

Gitte har taget to killinger med hjem fra Ærø, for der mangler musefangere i stalden. Lige nu bor de på loftet og bliver passet i alle ender og kanter. Så snart de er blevet lidt trygge, modige og ikke mindst lidt større, vil de forhåbentlig holde mus og andet kravl ude af stalden. 

 

 

Trænger man til noget at drikke

         - når man er færdig med at ride eller står og kigger på, er det nu muligt at købe sodavand, kaffe, the og cacao....

 

Tillykke til Trine Lund og Butterfly

          - som vandt Sensommer Cuppen i Svanninge-Millinge Rideklub d. 14. september 2013.

Trine og Butterfly bor på Ærø og undervises af Gitte Sejling Ooms der. De har ikke den store stævneerfaring sammen - det er ikke så nemt at køre rundt til stævner, når man bor på en Ø. Men de gør det rigtigt godt og arbejder sig stille og roligt op imod de højere klasser, og det i et tempo som pony og ikke mindst rytter kan følge med i.

 

Fra venstre; Sonny, Julius og Laban

 

Elevhestenes nye hjem..

 

Så blev elevhestenes fold og løsdrift indviet, med indlagte bukspring og en masse glæde. De kommer til at bo godt i deres nye fine hus, som er stort og lyst. De har fået sig et lille hyggehjørne, hvor de helt sikkert vil opholde sig meget - det er omgivet af træet, så der er læ når det blæser og skygge når solen står højt på himlen. Se flere billeder under galleri.

 

 

 

 

 

Veloverstået Dressurkursus.

Fredag d.16 august 2013 var stalden fuld af forventningsfulde ryttere, som skulle deltage i Pia Muncks tre dages intensive dressurkursus. Og det var intensivt, med 2 x ridning pr. dag og 2 x teori pr. dag - men et godt og lærerigt kursus, for både ryttere og tilskuere, hvoraf nogle kom kørende fra Jylland. 

Søndag red tre af de seks ryttere program ved B-dressurdommer Anja Rasmussen, hvor der var mulighed for at ride programmet igennem to gange. Anja gennemgik kritikken grundigt og konstruktivt, øvelse for øvelse, sammen med rytteren umiddelbart efter ridtet så alt var i frisk erindring - og det fik alle rigtig meget ud af, også de som ikke sad på en hest....

De tre dage gik hurtigt, og alle var vist lidt trætte efter tre dage, fyldt med nye informationer og en masse koncentreret undervisning.

 

 

 

 

 

Ridehallen er snart klar...

D. 16 august 2013 red Gitte for første gang i den nye ridehal. Der mangler stadigvæk lidt finish hist og her, samt låger ved portene - men det hele skal nok blive gjort færdigt.  

 

 

 

 

 

Så startede rideskolen op..

Tirsdag d. 13 august 2013 kl. 15.30 startede det første dressurhold hos Team Ooms Ridecenter. Det hele var lidt spændende - for både børn og voksne.... For selvom man har forberedt sig ned til mindste detalje, kan meget gå galt. Men det gik forrygende og det var nogle glade og tilfredse børn, som fik deres første ridetime hos Team Ooms.

 

 

Dygtige piger...

Ti første placeringer, fire anden placeringer, een fjerde placering og 3 rosetter for fejlfrie B0 runder i spring, blev det til, da de syv piger som deltog i årets trænings-ridelejr, afsluttede deres ophold med deltagelse i Svanninge-Millinge Rideklubs D-stævne d. 13 og 14 juli 2013. 

Ikke nok med at det var nogle dygtige og meget engagerede ryttere at have med, så var de også gode til at bakke hindanden op, de opførte sig eksemplarisk på stævnepladsen og var en fornøjelse at være i selskab med. 

Så de fortjener alle et stort tillykke og tak for nogle hyggelige dage.... 

Billeder kan ses her..

 

 

Stævneunderlag...

Vil du gerne have Team Ooms logoet broderet på dit stævneunderlag, betaler Gitte omkostningerne. Du kan aftale nærmere med Gitte - alle underlag bliver broderet ved DH Reklame Broderi.

 

 

 

 

 

Ny udendørs ridebane.

Så blev den nye 20x60 m. udendørs ridebane færdig, og Gitte indviede den selv en solrig mandag morgen. Og udsigten er helt fantastisk, så alle har noget at glæde sig til. 

Der vil snart blive opsat et hegn rundt om banen.

 

Rejsegilde d. 5. juli 2013.

En solrig fredag eftermiddag blev der holdt rejsegilde - med øl og vand, pølser og brød og ikke mindst hyggelige mennesker fra nær og fjern. 

Tak for en hyggelig eftermiddag til jer alle...

 

 

 

Tilbud til Team Ooms´ stævneryttere.

Er du stævnerytter og modtager undervisning hos Team Ooms Ridecenter er det nu muligt at få et stævne-medlemsskab igennem Ærø Rideklubhvor Gitte også underviser.

Prisen er:

200 kr. pr. år for ryttere over 18 år

125 kr. pr. år for ryttere under 18 år

Du kan få en indmeldelsesblanket ved at kontakte Gitte Sejlig Ooms.

 

 

 

Tillykke til Maja Glintborg Vejen og Strandagers Makenzy

Søndag d. 9 juni 2013 red Maja og Makenzy sig til en flot 2. placering i Jubilæumsklassen, som Diernæs Rideklub afholdte i anledningen af deres 25 års jubilæum. På billedet får Maja og Makenzy en meget velfortjent roset.

Og så har Gitte Sejling Ooms og Trine Lund Petersen begge redet sig til flotte procenter og placeringer, så de fortjener også et tillykke.. 

Se resultaterne her

 

 

Ny hjemmside

D. 22. maj 2013 fik Gitte ny hjemmeside - håber at mange vil kigge lidt på den.... Byggeriet af ridehallen går snart i gang og det glæder hele stalden sig til, det bliver rart at kunne ride i øs-regnvejr - uden at blive sjaskvåd.

 

 

Gitte Sejling Ooms, Pejrupvej 48, Pejrup, 5600 Faaborg, tlf. 2217 2674
Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk